MMA-kæmperen Mikkel Parlo tog syv uger til Moldova og fik en oplevelse, han aldrig glemmer

For få år siden blev 26-årige Mikkel Parlo betragtet som en af Danmarks største MMA-kæmpere. Allerede som 21-årig underskrev han en professionel kontrakt i USA, og bare halvandet år siden udgav forlaget Gyldendal biografien "Bæstet" om den unge kæmper fra Vangede. I dag er kontrakten revet over, karrieren sat på standby og Mikkel Parlo er ved at komme sig efter en dyb psykisk nedtur

Det her er tredje kapitel i fortællingen, hvor en ung MMA-kæmper fortæller ærligt om træningsnarkomani, ulykkelig kærlighed og vingeskudte drømme. Men også om håbet for et comeback på kampsportsscenen.

I landsbyen Coloniţa i Moldova strejfer herreløse hunde rundt på de hullede veje. Når man går tur imellem de små huse, er gøende vagthunde lænket fast til grundene, og løber man forbi, springer hundene op ad havelågerne. Det er, som du forestiller dig Sovjetunionen under Den Kolde Krig.

Jeg rejste dertil for at komme væk fra det hele, og jeg endte med at bo dér i syv uger.

Før rejsen kunne jeg stadig mærke stresssymptomer i min krop, og jeg følte ikke, at jeg fik den hjælp i Danmark, som jeg havde brug for i forhold til genoptræningen af min skulder, min nakke og mit hoved.

Min ven Stephan fra Moldova havde anbefalet mig at tage derned for at tale med hans tante, som var læge, og jeg kunne bo hos hans forældre i Coloniţa. Stephans mor og far behandlede mig som deres egen søn. De fodrede mig fire gange om dagen. Når der kom en kalkun ind på bordet til aftensmad, spiste vi med hver vores gaffel direkte af fadet. Bagefter tørrede vi alle vores fingre i det samme håndklæde. Da jeg kom dertil, vejede jeg 87 kilo. Da jeg rejste derfra, vejede jeg 96 kg.

Jeg lavede næsten intet andet end at sove, spise, træne, se Netflix og læse om stamceller og andre behandlinger. Om morgenen luntede jeg en tur på én til to kilometer, og så lavede jeg strækøvelser og styrketræning, som hans far satte mig til. I deres have var der et lille træ, som jeg skulle bryde med, og et større træ, som hans far viklede et tæppe omkring, og som jeg så skulle bruge som sandsæk. Tæppet var ikke så tykt, så jeg fik ømme knoer og skinneben. Det var ren Rocky-træning - ud og løbe i sneen og tage armbøjninger på knoerne. Hans far gik og fodrede dyr, imens han med tegnsprog og lidt tysk og russisk kommunikerede til mig, hvad jeg skulle lave. Jeg kunne ikke tale med dem, men jeg havde en app, Duolingo, hvor jeg kunne lære russisk. Og så brugte jeg Google Translate eller tegnsprog for resten.

De havde deres egen sauna, som vi gik i hver weekend. Faren bankede mig med birkebuskgrene som en form for massage, og så drak vi te og varm vin i saunaen. Det var en naturlig vin uden tilsætningsstoffer, men med sukker og peber. Det smagte skidegodt, og man blev lidt halvsnaldret uden rigtig at få tømmermænd af det.

Det var også en hård periode. Jeg var meget alene og kunne ikke rigtig snakke med nogen. Efter noget tid begyndte jeg at vænne mig til ikke at være i kontakt med mennesker hele tiden og lave aftaler, men faktisk bare vågne op, træne, spise, gå en tur med hunden og slappe af. Det fik mig til at tænke over, at de sociale medier fucker med os. Vi bruger meget mental energi på hele tiden at skulle tage stilling til ting og følge med i, hvad andre laver. Jeg bruger da selv de sociale medier til at kommunikere med, men jeg har lavet en pagt med min ven Jesper om, at vi ikke må sidde og scrolle løs på Facebook og Instagram.

Det var en speciel oplevelse at være i Moldova, for jeg fik sat tingene i perspektiv. I familiens hus opvarmede de kun de rum, de sov i, resten af huset var fem grader koldt, og når de skulle have drikkevand, måtte de ud og hente det op fra brønden. Men de behandlede mig som deres egen, det var stort. Det vil jeg aldrig glemme.

Jeg arbejder ikke længere som tømrer, nu er jeg personlig træner i Sporting Health Club, hvor jeg har otte klienter. Det er fedt, at jeg kan bygge en forretning på det, og jeg godt kan se mig selv leve et liv som personlig træner med en god indkomst og meget fritid.

Jeg har selv prøvet at træne en del og sparre, men så har jeg fået tilbagefald og har fået stressfølelsen tilbage. Min krop er stadig ikke klar til at komme tilbage til den store træningsmængde. Jeg har nok presset mig så langt ud – jeg gik jo ind i ringen sidste år og kæmpede en MMA-kamp mod Chris Honeycutt for Bellator i en periode, hvor jeg faktisk gik og havde angst.

Jeg tænker også engang imellem, at forholdet til min ekskæreste Remi var en medvirkende faktor til at give mig stress og senere angst, og det siger jeg ikke som en beskyldning mod hende. Det er mig selv, der for lang tid siden burde have sagt stop. Der er for mange ting i klemme mellem mig og hende. Det er ikke noget med, at hun er dum, og jeg er god, men vi kan bare ikke sammen. Og så der også det, at vi bor i hver vores verdensdel, og ingen af os var villige til at forlade vores hjem. Hvis jeg havde været sund og rask i hovedet, havde jeg sagt farvel noget tidligere, men hun vækker nogle følelser i mig, som jeg har svært ved at slippe.

Vi har ringet sammen et par gange her inden for de sidste par uger, og det har givet mig en dårlig følelse i maven, og jeg har sovet rigtig dårligt, efter vi har snakket sammen. Derfor er jeg nødt til at gøre det fuldstændig slut. Vi kan ikke sammen. Jeg har ikke en chance for at komme tilbage til MMA, hvis jeg ikke lader vores forhold ligge og stopper kontakten.

Jeg har fået MR-scannet skulderen, nakken og hovedet.

Der var ikke noget at se i hovedet. På min skulder ser det meste fint ud, men en sene er skadet og inflammeret. I min nakke er der lidt generel slid, og så har jeg én diskusprolaps og to begyndende, men det vidste jeg godt i forvejen. Lægen sagde dog, at det ikke kunne udelukkes, at jeg havde fået en rygmarvsrystelse eller hjernerystelse, og det også kunne hænge sammen med nogle af de symptomer, jeg oplever.

Jeg har fået PRF-behandling i Danmark for at afhjælpe seneskaden i min skulder, hvor lægen har taget noget blod ud, centrifugeret det og dernæst sprøjtet det tilbage igen. Nu venter jeg bare på, at helingen sker over de næste 10 uger. For min nakke overvejer jeg at tage til en stamcelleklinik i Belgien.

Jeg er begyndt at have dage, hvor jeg uden bekymring tænker, at jeg kommer tilbage i MMA-sporten. Og så har jeg enkelte dage, hvor jeg har ondt i nakken og synes, at det hele er langt væk. Det er svært at sige, hvor lang tid det vil tage. Jeg hørte "Hjernekassen" med Peter Lund Madsen, hvor de talte om stress. De sagde, at når man går ned med stress, så kan det tage op til 18 måneder, før hjernen finder tilbage til normalen. Det er kun lidt over et halvt år siden, at jeg trak stikket fuldstændig.

Siden jeg var 20 år, har jeg ikke kunnet huske noget som helst af, hvad jeg har drømt om natten. Jeg er så småt begyndt at huske små fragmenter, når jeg vågner op om morgenen. Men lige nu kan jeg ikke fortælle dig, hvad det er. Jeg kan tydeligt fornemme, at min hukommelse har været ekstremt dårlig, efter jeg blev ramt af stress, men nu kan jeg mærke, at jeg begynder at huske folks navne. Jo mere afstresset jeg bliver, jo bedre fungerer min hjerne. Jeg kan nu se, at det har påvirket mig mere, end jeg troede.

Jeg er nået til et sted, hvor jeg i dagligdagen er stoppet med at bruge energi på at tænke på, hvornår jeg kan komme tilbage. Måske går der ét år, måske går der tre. Der er folk, der kommer til mig og siger: "Nå, nu hvor du er stoppet med din karriere, hvad laver du så?" Og der har jeg det sådan: "Hvem fanden siger, jeg er stoppet, bare fordi jeg ikke kæmper lige nu?". Man stopper ikke, før man endelig har sagt, at det er slut. Og jeg kan mærke, at de ting, jeg kan med kampsport, dem kan jeg stadig. Jeg har ikke glemt en skid, jeg vil hurtigt kunne genopfriske det. Så hvis jeg skal komme med en besked til dem, der følger mig, så vil det være: Lad os nu se, hvordan det hele ser ud, når der er gået seks måneder til ét år. Jeg vil i hvert fald gøre alt, hvad jeg kan for at komme tilbage i buret.

Læs første del af fortællingen:

Læs anden del af fortællingen: