Bag om forsiden på VICE Magazine juni 2016

FYI.

This story is over 5 years old.

The Up Close and Personal Issue

Bag om forsiden på VICE Magazine juni 2016

Annie Collinge kan godt lide at konstruere billeder, der befinder sig i gråzonen mellem fantasi og den deprimerende virkelighed. Vi tog en snak med hende om forsiden på det kommende VICE Magazine.

Forsiden på juni-udgaven af VICE Magazine. Billede af Annie Collinge

Denne artikel bliver også udgivet i juni-udgaven af magasinet, der udkommer fredag den 3. juni.

Annie Collinge kan godt lide at konstruere billeder, der befinder sig i gråzonen mellem fantasi og den deprimerende virkelighed. London-fotografen har udgivet to bøger, hvor hun i den første, Five Inches of Limbo, skildrede dukker fra genbrugsbutikker og folk, som hun mødte på gaden i New York, der lignede dem. I den anden, The Cuttings Book, samarbejdede hun med kunstneren Sarah May. Hendes projekt The Underwater Mermaid Theater, om mennesker, der lever som havfruer på fuldtid, blev udstillet på The Ogden Museum of Southern Art i New Orleans.

Advertisement

VICE: Fortæl os historien bag forsiden.
Annie Collinge: Projektet er en del af min serie, Cuttings, som jeg lavede i samarbejde med kunstneren og set-designeren Sarah May. Vi begyndte at lave billeder sammen for omkring ti år siden, og for nylig lykkedes det os endelig at samle alle vores små eksperimenter til en bog og udstilling.

Hvor er billederne taget henne?
Vi skød dem på parkeringspladsen ved Sarahs studie på en meget blæsende dag i London. Hendes udlejer stod og stirrede misbilligende på os gennem vinduet, fordi vi spærrede for indgangen, og han har nok syntes, at det, vi lavede, så en smule fesent ud. Sarah er meget interesseret i at fange bevægelse på billeder. Jeg kan som regel bedre lide, når ting er stille, så jeg tror, det her billede er en god blanding af os begge to.

Hvorfor besluttede du og Sarah jer for at arbejde sammen?
Vi havde begge nogle kreative frustrationer, så vi begyndte at lave billeder bare for at lave billeder. Vi tænkte ikke på produktet eller på at lave et portræt. Vi ville bare gerne eksperimentere med materialer, som vi godt kunne lide. Hun var på besøg i New York og havde købt en masse ting i rodebutikker og genbrugsforretninger, og så legede vi med det. Det er vi fortsat med gennem de sidste par år, og forsiden her er faktisk et af vores nyeste billeder.

Hvad bliver du inspireret af i dagligdagen?
Jeg er mest glad for gamle ting: gammelt bras, gamle billeder, gamle børnebøger. Jeg savner virkelig at bo i New York på grund af det fantastiske bras, som man kan finde over det hele: på gaden, i sin bygning og på loppemarkeder. I London har folk tendens til at skille sig af med deres ragelse på en mere diskret måde. Jeg kan godt lide, at tingene er farverige og glade, men samtidig lidt deprimerende og dystre.

Advertisement

Alternativt cover
Selvom vi elskede det billede, der kan ses her, valgte vi i sidste ende billedet med benene til forsiden på grund af dets visuelle snydefaktor. Ved hjælp af et kraftigt blæsevejr opbygger rekvisitterne en illusion om, at mannequinens ben har en tilhørende overkrop og kunne være et rigtigt menneske. Det er sjovt at udfordre virkeligheden, og vi elsker den gråzone, der får dig til at stille spørgsmålstegn ved, hvor pålideligt et fotografi kan være.

Denne artikel bliver udgivet i juni-udgaven af VICE Magazine.