Derfor er 2016 det bedste tidspunkt nogensinde at være i live

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Fuck 2016. Værste år nogensinde, har jeg ret? Fra Trump til Syrien, Bowie til Brexit - 30 sekunder på dit Facebook feed vil afsløre, at vi lever i en tid med hidtil usete mængder krig, usikkerhed, frygt, angst og elendighed.

Eller står det slet ikke så slemt til med tingenes tilstand? Måske, som den svenske forfatter Johan påpeger i sin nye bog Progress, er al det her sortsyn og dommedagssnak ikke bare ukorrekt, men faktisk den diametrale modsætning af, hvad der egentlig er ved at ske med verden?

Norbergs præmis er, at vi på tværs af enhver form for menneskelig udvikling – forventet levealder, spædbarnsdødelighed, fattigdom, frihed, udbredelsen af sygdom og vold og så videre – lever i en guldalder af velstand, der aldrig før er set i menneskehedens historie. De data, der præsenteres i bogen, er forbløffende. I år 1900 var 31 den gennemsnitlige forventede levealder på verdensplan; den er nu 71. I 1981 levede ni ud af ti kinesere i ekstrem fattigdom; det tal er nu en ud af ti. Gennem de sidste 25 år har 285.000 nye mennesker fået adgang til rent vand – om dagen. En af de mest påfaldende påstande i bogen kommer i afsnittet om fattigdom: "Hvis det tager dig 20 minutter at læse det her kapitel, så vil næsten 2.000 nye mennesker have kæmpet sig op over fattigdomsgrænsen."

Det er en betagende sag. I de omkring 200.000 år siden homo sapiens først udviklede sig har vi levet meget korte liv, hvis vi overhovedet overlevede den tidlige barndom, i hvad vi nu ville beskrive som ekstrem fattigdom, plaget af sygdomme, vi ikke forstod, uden at kunne læse, underkastet brutale herskere og med ret stor sandsynlighed for at dø pludseligt og grufuldt. Men i løbet af de seneste 25 år er ekstrem fattigdom faldet til under 10 procent af verdensbefolkningen, hungersnød er stort set blevet udslettet, og læsefærdigheder er gået fra at være undtagelsen til normen. Alle, der er i live lige nu, har en langt mindre sandsynlighed for at lide en voldsom død (som følge af enten krig eller mord) end i nogen tidligere tidsperiode.

Men hvorfor er alle så urolige, deprimerede og vrede hele tiden, når alle de her gode ting sker? Meget af det skyldes naturligvis den forøgede adgang til information – vi har nu muligheden for at se katastrofer udfolde sig i realtid. Men det er også evolutionært; den måde, vi har udviklet os på, har medført, at vi konstant er på vagt og spejder efter trusler i horisonten. Det er kun de dårlige nyheder, der fanger vores blik.

Og det har politiske følgevirkninger. Norberg gør klart og tydeligt opmærksom på, at han til dels har skrevet den her bog som en advarsel. Følelsen af, at "alt går ned ad bakke" er lige præcis det, der fodrer populistiske politkere som Trump, Marine Le Pen og scenarier som Brexit. Og det er lige præcis de strømninger, der truer den selvsamme fremgang, vi taler om.

Jeg besluttede mig for at få fat på Norberg for at snakke nogle af hans ideer igennem, eftersom jeg er lige så tilbøjelig til at bitche på internettet som alle andre.

VICE: Var der noget særligt, der udløste det her projekt?
Johan Norberg: Som så mange andre bliver jeg bekymret og bange, når jeg læser nyhederne – eftersom verden åbenbart er fyldt med seriemordere, terrorister, krigsmagere og miljøsvin. Derfor var jeg nødt til at korrigere lidt ved at sammenligne med statistikker og data, der rakte længere tilbage i historien, for at finde ud af, hvad der er i virkeligheden foregik. Er det hele virkelig ved at blive værre, eller skyldes det bare, at vi først nu for alvor er blevet opmærksomme på omverdenen? Netop det narrativ kan blive selvforstærkende og selvopfyldende; hvis folk tror, at verden er sindssyg, vil de åbne ørerne for folkeforførende populister, der siger: "Vi kan garantere jeres sikkerhed… men tager jeres friheder i pant." Typer som Trump og Marine Le Pen kan have en vægtig dagsorden, der appellerer til de mest basale instinkter i folk. Undersøgelserne afslører, at den gennemgående faktor for dem, der stemte for Brexit var, at de var sortsynede og troede, at det hele var på vej i den forkerte retning.

Bogen er fyldt med opsigtsvækkende statistikker. Hvad for nogle af dem gjorde særligt indtryk på dig?
Statistikken over fattigdom gennem de sidste par årtier er en af de bedste nyheder, verden nogensinde har hørt. Vi har reduceret ekstrem fattigdom fra 37 procent til under 10 procent på 25 år. For hvert minut, vi bruger på at sidde og snakke, er der 100 nye mennesker, der bevæger sig op over grænsen til ekstrem fattigdom. Og det siger noget om, hvor slagkraftig en udvikling, der er tale om. Det, at vi har forlænget den forventede levealder med så meget – næsten fuldstændigt elimineret risiciene for tidlige dødsfald – gjorde kæmpe indtryk på mig. En person, der fødes i dag, har bedre chancer for at nå pensionsalderen end mennesker tidligere havde for at overleve frem til deres femte fødselsdag.

Selv afrikanske lande, der er en smule bagud i forhold til sundhed og udvikling, oplever nu dramatiske forbedringer. I Kenya forlængede de den forventede levealder med ti år på bare et årti. Det betød, at befolkningen blev ti år ældre, men faktisk endte længere fra døden, end de var til at begynde med. Det er vildt imponerende. Selvfølgelig er der stadig enorme problemer, men for første gang nogensinde er de undtagelsen og ikke normen.

Det her med "25 år" bliver tit nævnt. Bogen får det næsten til at virke som om, at 1990 var et eller andet magisk år. Det kan ikke kun være, fordi Public Enemy udgav Fear of a Black Planet. Var det fordi, at den kolde krig var forbi eller hvad?
Jeg går ind for liberalisering og fri handel, så det passer meget med min politiske overbevisning. Men på trods af den acceleration, man oplevede i 1990, er det vigtigt at understrege, at det her i virkeligheden er kulminationen på en historie, der har været i gang i 200 år. I omkring 5.000 år sker der ikke rigtigt noget med menneskehedens udvikling, og så eksploderer det. Accelerationen i 1990 er imponerende, fordi den udvikling, der tog den vestlige verden 180 år, er blevet gjort efter i den tredje verden på bare 25 år. Det har meget at gøre med nedgangen i krig, kommunismens fald, latinamerikanske diktaturers fald, og at der er blevet åbnet op for de kinesiske og indiske økonomier. Verden begyndte at reducere de ting, der tidligere havde stået i vejen for handel, men også for kommunikation, information og teknologi. Der blev befriet og uddannet flere mennesker i de lande, så de kunne gøre deres viden og kreativitet tilgængelige for verden. Indtil 1970'erne levede 90 procent af den kinesiske befolkning i ekstrem fattigdom, den værste status, man kunne have på det tidspunkt – og så skete der en helt utrolig vækst. Hvis man udelukkende ser på tallene, er det lande som Kina og Indien, der er ansvarlige for, at en milliard mennesker pludselig blev løftet ud af fattigdommen på så kort tid.

Der er et ret dominerende narrativ i Vesten lige nu, der går på, at den her generation er dårligere stillet end den foregående – at Generation Y bliver røvrendt af babyboomerne. Strider det på nogen måde imod din teori?
Man kan helt klart godt argumentere for, at babyboomerne gjorde det hele ret belejligt for sig selv og på nogle måder er den her generation ikke så heldige, når det kommer til ting som pension, hvor deres skattekroner ender henne, boligpolitik og så videre. Og det er problemer, som vi skal gøre noget ved i den politiske debat. Men det må ikke få lov til at overskygge den økonomiske, sociale og teknologiske fremgang, som den nuværende generation oplever i højere grad end nogen anden, nogensinde. Hvis man udelukkende ser på det fra et medicinsk standpunkt i forhold til forventet levealder – spædbarnsdødelighed, hjerte-kar-sygdomme, kræftbekæmpelse, men også celleregeneration og bioteknologi – vil den nuværende generation leve længere og bedre end nogen anden tidligere generation.

Så er der teknologi – kommunikation og internettet. For deres forældres generation var det en udfordring bare at få fat på de rette bøger, hvis man havde en fattig baggrund og gerne ville lære. Familier sparede sammen i månedsvis for at få råd til et leksikon – i dag er det hele gratis. I den sammenhæng bliver det her også den heldigste generation nogensinde.

Et andet udbredt narrativ går på, at vi lever i en tid, hvor den økonomiske ulighed er stigende.
Det gør vi på en måde også; siden 1980'erne er uligheden steget i Europa og USA. Hvis to milliarder mennesker fra den tredje verden pludselig har mulighed for at komme ind på markedet med deres hjerner og hårde arbejde, så er det sværere at arbejde for samme type firma eller fabrik. På den anden side har den her proces også betydet et prisfald inden for næsten alt – det er billigere end nogensinde før at få opfyldt alle sine behov.

Og ulighed er egentlig ikke et problem i sig selv – kun, når det resulterer i nedsat social mobilitet, men det er mere et uddannelsesproblem. For mig er det interessante de overordnede levevilkår. Ikke hvor man befinder sig i forhold til andre. Hvis du ser dit liv i forhold til Bill Gates eller Warren Buffet, så ja, der er tydelige forskelle – de har privatfly, større og federe huse og køber dyrere vin. Men deres oplevelse af hverdagen er nok ikke så anderledes. De bruger samme computer, samme mobiltelefon – de har ikke adgang til markant bedre information eller mad. Sammenlign det med livet for 200 år siden, da velstandsforskelle også betød forskellen på liv og død. Hvis du var fattig, døde du ung, du kunne ikke læse, du kunne ikke rejse, og du havde ingen teknologi. Warren Buffet lever ikke 30 år længere, fordi han havde bedre adgang til mad og ernæring, da hans hjerne var ved at udvikle sig.

Du argumenterer endda for, at vi håndterer miljøet og klimaet bedre end nogensinde før. Det vil måske komme bag på ret mange.
Det er på det her område, at vi stadig står over for nogle af de største udfordringer. Især i forhold til problemstillinger som global opvarmning og verdenshavenes tilstand. Men hvis man ser på miljøskader, der har øjeblikkelig indflydelse på folks velvære, er vi faktisk nået utroligt langt på utrolig kort tid. Så sent som sidst i 1970erne var vi bare ret ligeglade med miljøet. Men så blev velstand og viden mere udbredt, og tilstandene forbedrede sig. I Storbritannien er de seks største forureningskilder blevet reduceret med 60 procent. Luften er renere, vandet er renere – i Vesten er skovene ved at vokse tilbage ,og nedgangen bremses så småt i udviklingslande som Kina og Indien. Vi har reduceret mængden af oliespild i havene med 99 procent.

Grunden til, at jeg er optimist, når det kommer til de resterende problemer, er, at udbredelsen af velstand og viden tidligere har løst problemer – vi har ikke været tvunget til at demontere industrisamfundet. Tværtimod – vi blev reddet af teknologisk fremgang. Vi har de vedvarende energikilder, der vil hjælpe os med at håndtere klimaforandringer. Lige nu er de lidt for dyre – og hvad gør man så? Man reducerer prisen med teknologisk fremgang – og så bliver man rigere! I takt med at Kina og Indien bliver rigere, vil de være langt hurtigere til at gøre noget ved de her problemer, end vi var været i Vesten.

Okay, så hvis alt bare er fantastisk, hvorfor er det så som om, at det ikke er gået op for nogen?
Det tror jeg at vores evolutionære forhistorie er skyld i. Vi er en problemløsende art – men det betyder også, at vi konstant er på udkig efter problemer og risici. Og nu har vi globale medier 24/7, og sociale medier, så vi bliver gjort opmærksomme på samtlige risici og trusler. Det nye fænomen i verden er ikke menneskelig lidelse; det er, at alle har en mobiltelefon, og derfor er i stand til at dokumentere det og videresende det til resten af verden. Det bliver et selvopfyldende narrativ.

Og vi ved fra psykologien, hvor svært det kan være at ændre folks holdninger og opfattelser. Hvis de allerede har besluttet sig for, at alt er ude af kontrol, siger de, "Se, jeg kan se, at der foregår et militærkup i Tyrkiet – jeg kan se billederne på Twitter lige nu." Så svarer du, "Ja, men da du voksede op i 1960erne, var der omkring 15 militærkup om året. Det gik ned til omkring fire om året tidligt i det 21. århundrede, og i 2016 har vi set et…og det slog fejl!" Men underligt nok kan det være med til at styrke folks fordomme, når man præsenterer dem for modstridende data og statistikker.

Ja, det virker som om mennesker er ret gode til at fucke ting op. Hvad er de største risici ved al den her fremgang?
Det er her, at jeg ikke er kronisk optimist, som nogle mennesker måske forventer, jeg vil være. Jeg har kolossalt håb og tillid til menneskehedens evne til at producere og akkumulere viden og kreativitet, men er næsten lige så pessimistisk omkring, hvad der sker med mennesker, når de får magt over andre mennesker. Især når det handler om regeringers forsøg på at begrænse adgangen til visse teknologier og opstille barrierer inden for handel og uddannelse. Stigningen af populisme i Vesten, der drives af angst og nostalgi – og manglende forståelse for den fremgang, vi har opnået – tror jeg godt kan ende med at føre til kaos. Det truer den åbenhed, som alt det her bygger på. Der kan også forekomme ekstern uro som geopolitiske problemer med Rusland eller Kina eller endnu en finanskrise.

Det ville ikke nødvendigvis forhindre fremgang – i 1900-tallet håndterede vi protektionisme, Børskrakket og to verdenskrige, og alligevel lykkedes det at fordoble den forventede levealder og reducere fattigdom mere end nogensinde før. Men hvis vi begynder at nedbryde vores åbenhed, kommer det helt sikkert til at dæmme op for fremgangen.

Progress er ude nu.

Læs mere fra VICE:

Sådan kan gopler, nano-robotter og nøgenrotter gøre mennesker uddødelige

Fremtiden er her - folk har sex på hoverboards

Vi spurgte fire gamle danskere om deres syn på fremtiden