Silicon Valley dræber din livsglæde

Denne artikel er fra sektionen VICE Penge.

I årevis har billedet af tech- og startup-verdenen været klistret til med unge, nyudklækkede programmører med spritnye, revolutionerende ideer. Modsat mange af Silicon Valleys lokale, der griner af start-up fetichen, er de forskellige firmaer nemlig forelskede i fortællingen om unge, sexede softwareingeniører og grafiske designere og paraderer dem rundt som en form for maskotter for deres forretning.

Det er ikke den skildring af tech-verdenen, som fotograf Matt Takaichi vil afbilde. Matt er vokset op i San Jose og har boet i Oakland i fem år. Sidste år startede den Bay Area-indfødte et fotoprojekt kaldet Developers, hvor han sneg sig ind til tech-konferencer. Hans billeder er på mange måder antitesen af, hvad Silicon Valleys tech-industri giver sig ud for at være: Den er ikke sexet, ung eller trendy, men derimod triviel, trættende og i virkeligheden bare som et hvilket som helst andet arbejde.

VICE: Fortæl mig om inspirationen bag Developers?
Matt Takaichi: Min mor organiserede faktisk salgskonferencer for tech-folk i South Bay. For omkring fem år siden hjalp jeg hende med at tage event-billeder til en tech-konference. Jeg husker bare, at jeg hele tiden oscillerede frem og tilbage mellem at kede mig og blive afskrækket af networking-stemningen. Jeg var nærmest fast-besluttet på, at jeg aldrig igen ville fotografere kommercielle events. Jeg tænkte på den dag, og så slog det mig, at jeg havde mulighed for at tage nogle totalt mærkelige billeder, hvis jeg ikke havde været så pivet.

Interessant. Så den verden var ikke noget nyt for dig?
Nej, og Martin Parrs tilgang til at dokumentere turisme gav mig en ide om, hvordan jeg kunne vende tilbage til tech-konferencer med en interessant indgangsvinkel.

Hvordan det?
Det lykkedes Parr at gå i et med store turistgrupper. På den måde kunne han fotografere turisterne ubemærket. Jeg forestillede mig, at det ville være ret nemt at ligne en del af massen som programmør eller event-fotograf. Normalt arbejder jeg med en type gadefotografi, hvor min tilstedeværelse er mere iøjenfaldende. At blive opfattet som en med-deltager var en måde at komme tæt på menneskemængden uden at vække mistanke.

Men hvordan sneg du dig ind til de forskellige konferencer? Hvor blev de afholdt?
Konferencerne var for det meste i centrum af enten San Francisco eller Santa Clara. Der er seriøst mindst to eller tre af dem hver dag i San Francisco, så hvis jeg ikke kunne komme ind til en der, var der en anden i området, jeg kunne prøve kræfter med. Jeg prøvede et par i San Jose, men deres sikkerhed er langt bedre af en eller anden grund. Det var lidt af en nedtur at køre til San Jose fra Oakland bare for at blive afvist i døren, men det var en del af processen.

Og hvordan kom du så ind?
Det lykkedes mig nok at snige mig ind til omkring 60% procent af dem, jeg prøvede at komme ind til. Jeg ledte some regel efter en bagdør, og ellers gik jeg bare direkte ind foran. Jeg fandt ofte en gruppe med-deltagere, og så prøvede jeg simpelthen bare at holde mig midt i gruppen, mens vi gik. Jeg brugte også lignende navneskilte og keychains fra andre events for at prøve at falde ind. Nogle gange lykkedes det mig at finde skilte i skraldespanden, men for det meste blev jeg bare afvist i døren, når jeg prøvede at komme ind på den måde. Når først jeg var indenfor, blev jeg dog sjældent stillet nogen spørgsmål.

Hvordan var demografien til de her events?
Folk antog, at jeg som halv-japansk og halv-hvid mand bare hørte til - navneskilt eller ej. Det er ret sigende.

Fordi du er halv-asiat, halv-hvid og en mand?
Nemlig. Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at antallet af mænd overgår antallet af kvinder til de her events med flere længder. Det var mere overraskende, hvor mange ældre mennesker, der deltog.

Ja, det overraskede også mig, da jeg så dine billeder.
Måske er det grundet det unge image, de her store virksomheder projekterer, eller de unge skuespillere fra serier som Silicon Valley. Det giver folk indtrykket af, at det er en arena for 20-årige. Men det er de gamle gutter, der holder løbet kørende.

Klart. Hvilke typer konferencer deltog du i?
Jeg kastede et bredt net over hvilken som helst salgskonference eller networking-event, der havde forbindelse til tech-industrien. Målet med projektet var at portrættere de folk, der deltog i de her events, så jeg lagde ikke så meget vægt på at finde en konsekvent type event.

Hvordan opfatter du selv tech-industrien? Sympatiserer du på nogen måde med de her mennesker?
Arbejdet med det her projekt har nok formet mine følelser omkring folk i industrien. Det gik begge veje - nogle folk var søde, og andre var røvhuller. Jeg har været omgivet af tech-industrien hele livet.

Så du er vokset op med tech-industriens konstante tilstedeværelse. Betyder det så, at du ikke har bemærket meget af en ændring? Eller i det mindste ikke på samme måde som andre har?
Meget af den diskurs, der omgiver det tech-drevne sociale løft, antyder ofte at steder som San Francisco pludselig blev overtaget af industrien i løbet af de sidste fem til ti år. Det er rigtigt, at der spilles med højere indsats nu, men det er også vigtigt at anerkende, at de hjul, der driver den her økonomi, har været i bevægelse i lang tid.

Ja. Rom blev ikke bygget på en dag…
Hvad der har ændret sig, er hvor konsekvent den diskurs opstår – den er nærmest umulig at undgå. Den har kæmpe betydning for alle, der prøver at drive forretning i Bay Area. Det siger noget om, hvordan tech-kultur, eller de forestillinger vi måske har om en tech-medarbejder, er blevet mainstream.

Så hvad er den overordnede intention bag de her billeder?
Min umiddelbare intention var at tage billeder, der visualiserede det opportunistiske aspekt af tech, attituden der drev den overvældende forøgelse af velstand og den eventuelle flytning af en eksisterende befolkning. Disse kommer bedst til udtryk på billederne som aggressive forsøg på networking, promovering af brands og håndtryk.

De gange jeg blev spurgt, hvad jeg lavede, sagde jeg bare, jeg var event-fotograf – hvilket jo ikke var helt løgn. Jeg kunne se, hvordan de omgående nedvurderede mig, fordi jeg ikke var en programmør, de kunne kapre. Og så forlod de samtalen. Der var dog også flere, der virkede mere interesserede i at tale med mig, fordi jeg var en pause fra den generiske industri-relaterede samtale, de havde haft dagen lang.

Er det hvad du forsøger at afbilde?
Ikke præcist. Ser du, jeg begyndte så at bemærke, at folk til alle de her events ofte lod til at kede sig vildt meget. Det giver god mening. Mange folk var fløjet tværs over landet til San Francisco via natfly og laver ikke andet end at deltage i konferencer. Jeg så mange stressede forældre på telefonen med deres familier derhjemme. Det var almindeligt at se folk, der lå og sov overalt på gangene. Samtidig er der folk i firmaboderne, der laver dårlige hype-man efterligninger for svagt underholdte deltagere.

Alle fremstod bare, som om de prøvede for hårdt. Derfor udvidede jeg min oprindelige intention med billederne, der viste, hvordan tech-industrien kan være lortet og fremmedgørende for massevis af mennesker. Det er svært ikke at have sympati med nogen, der keder sig så meget på deres arbejde.

Mere om penge:

Såden føles det at gå konkurs i Danmark

To dage i jobaktiveringens buzzword-helvede

Hvad sker der, hvis du ikke betaler dit SU-lån?