Jeg har overbevist hundredvis om, at de ikke skulle springe ud fra Golden Gate Bridge

Denne artikel er oprindeligt udgivet af

VICE Australien

Kevin Briggs arbejdede for California Highway Patrol mellem 1990 og 2013, og det meste af tiden tilbragte han i det område, hvor også Golden Gate Bridge ligger. Broen byder på en af de mest storslåede udsigter i verden, men det er desværre også det sted i USA, hvor flest mennesker forsøger at begå selvmord. Her er hans historie som fortalt til Rick Paulas.

Jeg ankom til San Fransisco den 5. december 1983, lige efter jeg havde aftjent min værnepligt. Jeg kan huske det så præcist, fordi det var min fødselsdag. I 1987 begyndte jeg at arbejde i fængselsvæsenet, og i 1990 blev jeg ansat ved California Highway Patrol. Jeg arbejdede i Marin, som er et meget stort område, der begynder på den anden side af bugten og går ind i San Fransisco kommune via Golden Gate Bridge. Marin er ansvarlig for broen. Da jeg begyndte, var jeg vild med jobbet, men jeg var ikke klar på, at arbejdet havde en så dyster side. Folk talte ikke så meget om det. Mellem fire og seks gange om måneden fik vi opkald om folk, der var ved at begå selvmord på broen, som ellers blev betegnet som "selvmordssikker" af Joseph Strauss, som var overingeniøren, der var ansvarlig for konstruktionen af broen.

"Selvmord fra broen er hverken praktisk eller sandsynligt," sagde Strauss dengang. Men ifølge Bridge Rail Foundation, som er en organisation, der arbejder for at undgå flere selvmord fra broen, er næsten 1600 mennesker sprunget i døden, siden broen åbnede i 1937.

Første gang jeg fandt ud af, at det var en del af vores ansvarsområde, blev jeg vred. Jeg var ikke blevet undervist i at håndtere den slags. Det var noget lort for de folk, der var kravlet over hegnet, og det var det også for mig. Der er dog sket meget siden. Nu er det erfarne betjente og psykologer, som tager imod de opkald, der kommer.

Mit første opkald kom fra en kvinde, der var meget fortvivlet og måske var hjemløs. Hun havde levet et meget hårdt liv, ligesom de fleste af dem, der beslutter sig for at gøre det. Tit har de kæmpet med alt muligt lort i årevis. De fleste af dem har en psykisk lidelse, normalt depression. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere det, og mine ord snublede over hinanden, når jeg talte. Det var virkelig svært, men det endte med, at hun kom tilbage. For at være helt ærlig tror jeg mest, det var, fordi hun fik sympati for mig, for jeg var helt ude i tovene.

Som politibetjent lærer man at tage kontrollen over en situation. Man kommer, håndterer tingene og arbejder videre. Men når det kommer til psykisk sygdom og forhandling, skal man være helt rolig. Man bliver nødt til at tage sig god tid og opbygge en relation til personen. Jeg fandt ud af, at det virkede godt, hvis jeg gik roligt op til dem, holdt mig lidt på afstand og spurgte, om det var okay, at jeg lige snakkede lidt med dem. De blev altid overraskede over, at en panser spurgte om deres tilladelse til noget som helst, og så var vi på god fod med hinanden fra starten – de fleste menneskers erfaring med politiet er, at det er os, der giver dem ordrer. Når først jeg havde fået lov til at komme nærmere, prøvede jeg at komme ned under dem. Hvis de kunne se ned på mig, var det en fordel. Så jeg knælede foran dem og fik dem til at se ned på mig gennem gelænderet.

Det er væsentligt, at man er en aktiv lytter og har åbent kropssprog, så man må aldrig lægge armene over kors eller den slags. Man må aldrig stille spørgsmål, der starter med "hvorfor?", for svaret kunne ende med at skyde skylden på dem selv. Det er meget vigtigt, at man ikke dømmer dem, men at man lader dem fortælle deres historie, lige så lang tid som de har behov for at snakke. Man svarer en gang imellem, udelukkende så de ved, at man lytter og ikke for at afbryde. Man skal være opmærksom. Det er hårdt arbejde, og man er træt, når det er overstået.

Normalt rakte vi aldrig ud efter dem eller stak hænderne igennem hegnet for at tage fat i en, der ville hoppe. Jeg har hevet fat i et par folk, der var på vej over hegnet, men når først de er på den anden side, går det ikke. Hvis man forsøger at tage fat i nogen, vil de instinktivt bevæge sig væk. Jeg vil ikke miste dem på den måde. Men den væsentligste grund til, at man ikke tager fat i dem, er, at det giver dem et kæmpe skud selvtillid, hvis de selv tager beslutningen om at komme ind igen. Det kræver virkelig meget mod at gøre.

Nogle gange er der folk i bilerne, der kører forbi, som råber: 'Hop! Hop, mand! Det bliver et vildt godt billede!' Eller den slags sindssyge ting. Trafikken kører langsomt over broen, så der er tit folk, der glor, og det er mennesker, som bliver forsinket, så de ruller vinduet ned og råber. Hele den relation, man har fået opbygget med personen, er forsvundet som dug for solen, fordi de med det samme tænker: 'Der kan du bare se. Alle er ligeglade med mig!' Så skal man begynde forfra.

Jeg har mistet to personer, som jeg stod og talte til. Den ene var jeg ikke sammen med særlig længe. Han var en virkelig flink fyr. Han ville ikke sige, hvad han hed, og han ville ikke sige, hvordan han var endt i den situation, eller hvad hans historie var. Men der var noget rod i hans liv, og til sidst vendte han sig bare rundt, gav mig hånden og sagde: "Kevin, jeg bliver nødt til at smutte. Min bedstemor er dernede." Hans bedstemoder var lige død. Han takkede mig og sprang. Der var ikke noget, jeg kunne gøre.

Folk spørger tit, hvorfor de gør det lige der. Hvorfor Golden Gate Bridge? Det er selve broen og den romantik, der er forbundet med den. De fleste springer på midten af broen og ser den som en port til noget andet. De tror, at vandet vil rense dem. De vil se udsigten, før de dør. Mange siger, at de ved, at derfra kan de få det overstået.

De har ret. Når først man hopper, oplever man et frit fald på fire-fem sekunder. Kroppen rammer vandet med 120 km/t. Det slag knuser knoglerne, og nogle af knoglesplinterne punkterer de indre organer. De fleste dør af slaget. De, som ikke gør, flyder hjælpeløst rundt i vandet, indtil de drukner.

Hvis man mister en af dem, man taler med, er det klart, at det påvirker en. Vi plejede at håndtere det på den gammeldags måde – tage ud og drikke nogle bajere, holde sin kæft og så ellers komme tilbage og gøre sit arbejde. Men det er bedre nu til dags. Vi kan tale med en psykolog gratis, og der er tavshedspligt. Hvis man har prøvet at overbevise nogen, som i sidste ende springer, er det heller ikke en selv, der skal håndtere sagen længere. Så er det en anden betjent, der klarer resten. Så er det en kollega, der taler med kystvagten, taler med vidner og ordner papirarbejdet. Det er en meget bedre måde at gøre det på. Jeg har ikke lyst til at skulle se på en person, som jeg føler, jeg har svigtet.

Går du selv rundt med selvmordstanker, eller kender nogen, der gør, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201.

Læs mere på VICE:

Jeg bliver ved med at forelske mig i deprimerede mennesker

Mange pædofile overvejer selvmord, når de opdager deres seksualitet

Jagtfalkens motorvejsselvmord er den ultimative fuckfinger til vores præstationskultur