FYI.

This story is over 5 years old.

Games

​Derfor er ’The Sims’ simpelthen nødt til at dø

Alle elsker at slå deres Sims ihjel på de mest sadistiske måder, men deres død tjener et vigtigt formål.
Billede via Electronic Arts

Denne artikel er oprindeligt publiceret på MOTHERBOARD.

Spiludviklerne bag den ikoniske spilserie The Sims ved, at du godt kan lide at dræbe og torturere dine Sims, og de synes det er hylende morsomt.

Azure Bowie er associate producer og arbejdede på spillets Manden Med Leen-karakter. Hun har et omfattende og intimt kendskab til alt, hvad der har med Sims-dødelighed at gøre, og hun fortalte mig, at selv spiludviklerne af og til bliver imponeret over, hvor kreative folk kan være med de små helvedescenarier, som de konstruerer og fanger deres digitale karakterer i.

Advertisement

Hun gav mig eksempel, hvor en spiller havde bygget en stor labyrint med en seng i midten. Hver morgen vågnede Sim'en og begyndte at begive sig på arbejde, men labyrinten var så stor, at det var fyraften, da han endeligt nåede ud, og derfor tid til at vende hjem og gå i seng igen. Hele hans liv var en uendelig vandring fra labyrintens start til dens ende og tilbage igen.

"Og husk på, at Sim'en løbende besvimer, mens det her sker og går på toilettet ud over sig selv. Det er kummerligt, og det bliver kun mere ynkeligt af, at det eneste han laver er at gå ud til kantstenen og tilbage igen," sagde Bowie. "Det fik mig til at tænke, wow, hvor er det en stor indsats."

Lignende historier om den mørke side af The Sims har figureret siden spillet først udkom tilbage i 2000. Det blev hurtigt et af de mest succesfulde computerspil nogensinde på grund af dets brede målgruppe. Modsat mange andre spil kan det spilles af folk i alle aldre og markedsføres ikke udelukkende til mænd. Men selvom det er et spil for hele familien har The Sims aldrig haft kvaler over, at spillere brændte deres Sims levende eller lod dem drukne i swimmingpools.

Billede via Electronic Arts/Kotaku

Glimrende eksempler på dette fordærv kan findes på Reddit-tråden her, hvor spillere deler deres mørkeste Sims-hemmeligheder, som at de har begravet deres Sims levende, brændt børnehjem ned og tvunget Sims til at knalde indtil de døde. Bowie fortæller mig, at udviklerne ofte deler de ting, som de finder på foraene og Reddit internt. Det er underholdende, men også en essentiel del af spillet.

Advertisement

Bowie forklarer, at døden og de sadistiske spillere udfylder to meget vigtige roller i The Sims-universet. For det første forbedrer de mange sadistiske spillere simulationen. Bowie siger, at man kan opdele Sims-spillere i fire generelle arketyper. Der er byggerne, der godt kan lide at bygge huse og dekorere dem med alle de bedster møbler. Så er der fortællere (som Bowie selv), der godt kan lide at få deres Sims til at spille bestemte roller, som var det en tv-serie eller film (The Sims 3 præsenterede endda spillere for et værktøj til at redigere og dele videoer af deres Sims).

Læs også: Er der nogen der ved, hvad de her 'sexting' emojis egentligt betyder?

Og så er der typen, der eksperimenterer og kan lide at pille ved simulationen. Det er typen, der bygger helvedslabyrinterne eller finder ud af, at man kan drukne en Sim ved at bygge en pool, vente på, at de går ned i den og så fjerne stigen. Lige præcis denne type Sim-mord var så stor og fjollet en fejl i spillet, at The Sims-holdet til sidst fjernede den. Nu kan Sims klatre ud af poolen, også uden en stige, men Bowie siger, at man stadig bare kan bygge vægge rundt om poolen, hvis man vil drukne dem.

Pointen er, at spiludviklerne har brug for de sadistiske spillere til at udpege disse specifikke fejl. De har brug for spillere, der skubber til simulationens rammer og presser den til de mest underlige ekstremer for at se, hvor den brister. For eksempel var det så nemt for spillere at brænde husene ned, når de lavede mad, at det gik op for spiludviklerne, at spillerne havde brug for at kunne bygge røgalarmer og sprinklere.

Advertisement

De vil gerne beholde brand som en mulighed i spillet, men de vil også gerne have at spillere skal holde af deres Sims og finde måder at passe på dem og holde dem i live. Det er ikke alle spillere, der vil udforske spillets mørke side, men de dystre muligheder er nødt til at eksistere for at gøre det interessant.

Det leder os til den anden, mere filosofiske grund til, at Sims skal kunne dø: det giver livet mening.

Sims har kunne dø i katastrofer siden det første spil, men det var The Sims 2 der introducerede aldring, som spillere dog kunne slukke for, hvis de ville. I stedet for at skabe en familie og spille med dem, kunne spillere nu overvære hele slægter og se hele generationer blive født og dø ud.

Bowie fortæller mig, at denne nye funktion for alvor ændrede spillet for hende, som fan af serien før hun blev en del af The Sims-holdet. Hun spillede med en kernefamilie og havde en Sim, der malede portrætter af alle familiemedlemmerne. Efterhånden som Sim-årene gik, fyldte familiens portrætter en lang gang, som Bowie havde bygget i deres hus.

"Jeg har også spillet med aldringprocessen slået fra, og det er som om, at mine Sims hver dag går ud og laver deres ting, og de får et stort hus, men hvad gør det specielt?" spørger Bowie. "Jeg spiller altid med aldring slået til nu, fordi det, der gør den enkelte Sim speciel i øjeblikket er, at de ikke kommer til at leve for evigt."

Læs mere fra VICE:

Et sadistisk geni laver en 210-dage lang rutsjebane i 'Rollercoaster Tycoon'

Vi besøgte verdens første rigtige Pokémon Gym

'Rinse and Repeat' er spillet, hvor det gælder om at vaske mænd efter fitness