Den her fotograf har fanget en hidtil uset, farverig side af Nordkorea

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Du husker måske Fabian Muir, fra dengang han rejste over 1600 kilometer gennem Australien for at fotografere en burka. Den sobre men surrealistiske kontrast mellem det blå klæde og den røde lerjord i hans "Blue Burqa in a Sunburnt Landscape" var en skæv, bidende respons på Australiens forsøg på at gøre ansigtsklædet ulovligt.

Det er den samme kløgtige skævvridning af vores perspektiv, der er på spil i Muirs seneste projekt. Gennem de seneste par år er Fabian rejst til Nordkorea fem gange og har derved fået et mere intimt forhold til overherrerne af det lukkede land end nogen anden fotograf før ham. Billedseriens munterhed og pågående farvesammensætninger gør den til noget helt andet end det grå og triste narrativ, som vesterlændinge er vant til at se Den Demokratiske Folkerepublik Korea skildret i.

Jeg fik fat i Fabian for at høre, hvordan han bar sig ad.

VICE: Hej Fabian. Problemet med at lave journalistik i Nordkorea er, at besøgende som regel får præcis den samme nøje strukturerede rundvisning af myndighederne, og derfor er vi alle sammen for længst blevet vandt til den samme trivielle karrussel af facader og anekdoter. Hvordan lykkedes det dig at bryde igennem det?
Fabian Muir: Overraskende nok tror jeg faktisk kun, at der er et af de steder, jeg besøgte, hvor udefrakommende ikke tillades adgang. Så var bare et spørgsmål om at forhandle mig frem til det. Jeg besøgte landet fem gange på to år. Den måde, det foregår på, er bare, at man skriver de steder, man gerne vil besøge, får man en tilbagemelding, og så går den frem og tilbage mellem dig, dine arrangører og myndighederne.

Fik du frit lov til at lave dine egne ting?
Kun fire gange har jeg faktisk fået lov til at gå rundt alene. Resten af tiden bliver man nøje overvåget af to guides. Sådan er det hver gang, for alle. Det kan man ikke slippe udenom på nogen måde, så man er nødt til bare at kunne skyde råt og hurtigt.

Der er en ret varm skildring af landet på billederne. Er det med vilje?
Ja. Det virker åbenlyst, men tanken om, at alle de her mennesker bare lever meget almindelige liv midt i al det her vanvid, var fascinerende. Kender du Tomas van Houtryve? I 2009 lavede han et vidtomtalt fotoessay, der hed The Land Of No Smiles, der, som titlen indikerer, havde et særligt udgangspunkt. De billeder havde jeg helt klart forrest i tankerne, så jeg blev overrasket over at se et helt andet narrativ opstå på min rejse. Et narrativ, der var langt mere muntert og humanistisk.

Var der nogen, der prøvede på at censurere dine billeder?
Jeg krydsede tre forskellige landegrænser via tog, fly og ved at gå. Ingen har nogensinde bedt om at se mine billeder eller kort igennem. De er meget mere interesserede i, hvad man har med. David Guttenfelder, der drev Associated Press' bureau i Pyongyang – han har været der 40 gange – han siger også, at han aldrig har fået tjekket sine kort. Så når man læser om alle de her folk, der siger andet, skal man huske at tage det med et stort gran salt.

Er der nogle særlige regler for at tage billeder i Nordkorea?
Jeg så for nylig et klip med en BBC-journalist, ekstremt nervøs, der tog et billede af nogle af lederne, som han senere beskar, og det blev de meget vrede over. Hvis man tager et billede af lederne, skal man fange hele deres krop. Man må ikke beskære. Og man må ikke tage billeder af militæret. Og så må man heller ikke tage billeder af arbejderne, mest fordi så mange af dem også er i militæret, tror jeg.

Fortæl os lidt om nogle af billederne. Lad os starte med nogle af de mere dystre ting. Hvad er det her for en forladt bondegård? Jeg har en fornemmelse af, at der måske er nogle år endnu mellem den her mand og hans næste høst.
Det var på en landevej i det vestlige Nordkorea i maj 2015. Det havde ikke regnet i ret lang tid. Deres klima befinder sig altid i enten den ene eller den anden ekstreme tilstand. Du har måske hørt, at de for nylig har haft oversvømmelser.

Der er en del paranoia omkring deres vejr, og det taler de ret åbent om – om "den svære march", den her kæmpe sultkatastrofe, som de blev ramt af i 90erne. I forhold til det her billede begyndte regnen endelig at falde i juli, hvilket allerede havde kostet dem en stor del af årets høst.

Så er der ham her på stranden, med en stor parasol…
Der findes den her fantastiske Pulitzer-vindende roman af Adam Johnson, der hedder The Orphan Master's Son, der går i dybden med samtlige perversioner, du har hørt om Nordkorea. Den her by, Wonsan, kender alle som stedet, hvor man går på pension efter en succesfuld karriere som bureaukrat for staten. Men i bogen skildres den som en slagteri, hvor folk bliver smeltet om til lim.

Jeg blev ret fascineret af stedet efter at have læst den. Byen viste sig faktisk at være en ferieby, og de har for nylig bygget en kæmpe lufthavn der, selvom det er uklart præcis hvorfor. Jeg ved ikke, om det er alle, der har adgang, eller om den er forbeholdt bestemte sociale klasser. Hotellerne er mærkbart overlegne. Der er et strandliv. Klassisk strandliv, som vi kender det; børn, der leger i vandet, folk med badedyr. Det eneste, der minder én om, at man stadig befinder sig en tidskapsel, er, at de alle sammen har vildt retro badedragter på.

Er det Kim Jong-un midt i en blomsterudstilling?
Sjovt nok ser man aldrig billeder som det her af den nuværende regent. Der er ingen storslåede billeder af Kim Jong-un ligesom dem, man ser af Kim Il-sung og Kim Jong-il. Det her var til en blomsterudstilling, som er en ret udbredt ting. Begonierne hedder Kim Jong Ilia. Og de lilla hedder Kim Il Sungia.

Underligt nok virker den her picnicscene ret vestlig; var det her billede et forsøg på at vise, hvor "normalt" der egentlig også er trods landets mange bizarheder?
Der er et sted, der hedder Moran Hill i Pyongyang. Når man laver den her slags dokumentararbejde i Nordkorea, får man ofte at vide, at alt, hvad man ser, er iscenesat, men jeg må sige, at jeg ville være ret overrasket, hvis de havde mobiliseret 2000 mennesker bare for at snyde mig. Man ser picnics over det hele i Nordkorea – de er picnicfanatikere.

Bliver du nogensinde bange for, at du bare er blevet en brik i Kim, Kim & Kims spil? At du i virkeligheden bare viser verden det, som de ønsker, at outsidere skal se?
Jeg har fået enkelte negative kommentarer, men de mennesker har ikke været der, og de har ikke rejst de tusindvis af kilometer, som jeg har. De kan ikke sætte sig ind i, at det her er en meget legitim skildring af det, jeg har set og foretaget mig. Jeg har forsøgt at holde en balance i projektet – bonden på den tørre jord versus fritidscentret. Men der er nogle mennesker, der nægter at acceptere, at folk er folk, selv i Nordkorea, og at de kan være lige så varme og spontane, som noget andet folkefærd. Hvis man viser et barn, der smiler, forestiller de sig, at der står nogen med en bajonet bagved barnet.

Tak, Fabian.

Læs mere om Nordkorea på VICE Danmark:

Dansk Nordkorea-beundrer har sendt en fødselsdagshilsen til Kim Jong-un

Har Nordkorea bragt os et skridt nærmere atomkrig?

Her er den dokumentar, Nordkorea ikke vil have, at du ser