Advertisement
Men i 1997 var The Simpsons' tid som en spændende og kontroversiel tegneserie dog allerede ved at gå på hæld. Serien var færdig med at gøre artige børn til uforskammede børn. Men hvor The Simpsons gik ind for en stueren hooliganisme med gode manerer, var South Park det rene anarki. I mine forældres øjne gjorde det allerede korrumperede unger til den type børn, der endte i fængsel.Med andre ord overtrådte det spæde South Park en slags moralsk point of no return. Jeg var bange for at se det, og da jeg alligevel så det, virkede det som om, mine forældre havde ret. Det kan også meget vel være, at den ældre fyr, der viste mig det, sidder inde i dag. Han plejede at stjæle ting for sjov. Han gik bare ind i supermarkederne, hen til sprutflaskerne og så direkte ud af butikken med sine tyvekoster. Han havde ingen skam i livet. Han spadserede bare ud af forretningen med attituden: "Det er OK, slap af, jeg stjæler bare lige den her." Selvfølgelig elskede han South Park.Programmets ekstraordinære succes er dog en følge af netop den tone og det faktum, at forældre hele verden over hadede det.
Når man tænker på, hvordan serien så ud i 1997, er det dybt chokerende, at programmet er overlevet så længe. Dets animation af pap-udklip var primitiv og ikke på en charmerende måde. De tidlige afsnit ser beskidte og uindbydende ud. Programmet havde desuden noget af det mest gyseligt raspende voice-acting nogensinde set på TV. Tonen var gennemgående beskidt, latrinær og amoralsk.
Advertisement
Advertisement
Advertisement
Advertisement