Dengang min far blev arresteret for at smugle heroin i Thailand

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien/NZ

Jeg mistede min far. Tre gange endda.

Første gang var jeg kun to år gammel. Min far, Warren Fellows, blev arresteret i Bangkok, da han forsøgte at smugle 8,5 kilo heroin ind i Australien. Han stod til at få dødsstraf. Historien gik hele verden rundt, og det ødelagde min familie fuldkommen. Men mere end noget andet knuste min far mit hjerte. At vælge livet som narkohandler er som at sælge sin sjæl til djævelen.

Hvordan fortæller man et barn, at hans far er en slem mand, der rådner op bag tremmer i et thailandsk fængsel? Min mor prøvede at forklare mig det, men mens han sad inde, fabrikerede jeg et glansbillede af en heroisk alfahan for mit indre. Men en dag så jeg min far i fjernsynet og måtte derfor se sandheden i øjnene, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det hele. Da min mor fortalte mig, at han aldrig kom hjem, fik jeg et nervøst sammenbrud. Jeg var kun ni år gammel.

Jeg udviklede en psykisk tilstand kaldet OTD (obsessive thought disorder). Jeg var fanget i en ond cirkel af destruktive tvangstanker. Der var ikke udsigter til, at jeg ville få det bedre. Det var var ikke kun min far, der var fortabt, men nu også mig.

Anden gang jeg mistede min far var da han blev benådet og løsladt fra det notoriske Bangkwang-fængsel - eller den Store Tiger som thailænderne kalder det, fordi det æder folk levende. Da Warren vendte hjem, var han en dybt mærket mand. Med en form for syg ironi, som han senere kaldte poetisk retfærdighed, endte det stof han solgte med at sælge hans sjæl. I løbet af de 12 år han sad inde, havde han udviklet et aggressivt heroinmisbrug.

Da min far og jeg endelig mødtes ansigt-til-ansigt på en beværtning i Sydney med det meget passende navn Judgement Bar, vidste jeg, selvom jeg ikke ville indrømme det, at han havde mistet sig selv til afhængigheden. Der var 16 års sociale, mentale, psykiske og familierelaterede åbne sår mellem os. Der var ikke længere noget håb for et såkaldt normalt far-søn forhold.

Så snart jeg var gammel nok, stak jeg af hjemmefra. Der gik ikke lang tid, før jeg selv vovede mig ud på dybt vand, eksperimenterede og prøvede grænser af. Kald det ungdom, kald det et forsøg på at lappe en ituslået fortid: jeg smagte på verden.

På et eller andet tidspunkt gik det op for mig, at jeg var nødt til at give slip på min far. Jeg levede i London og arbejdede i mediebranchen, og jeg besluttede mig for at gøre det af med ham i metaforisk forstand. For mig var han død. Problemet var, at det bare var en anden form for benægtelse, der kun pressede mere følelsesmæssig bagage ned i en del af min psyke, der allerede var ret tilstoppet.

Flere år efter modtog jeg et opkald ud af det blå fra et hemmeligt nummer. Normalt tager jeg den aldrig, når folk ringer med hemmeligt nummer, men det gjorde jeg den her gang af en eller anden grund. Det var min far. Der var gået mindst fem år, siden jeg sidst havde hørt den kvækkende stemme, der som sædvanligt fyldte mig med angst det øjeblik, jeg hørte den.

Der var vi, far og søn, ansigt-til-ansigt igen, men denne gang med omvendte roller. Det føltes som om jeg var far, og han var sønnen. Han så helt forfærdelig ud, næsten som om han var på vej ud. Jeg vidste, at vi aldrig ville kunne gøre op for den tid, der var gået tabt. Jeg var skeptisk og tøvede grundet hans tidligere opførsel. Men jeg kunne ikke bare vende ham ryggen; han havde brug for min hjælp.

Min far skrev en bog der hed The Damage Done, og den blev læst af flere millioner mennesker over hele verden. Jeg håbede, at det ville være noget, der kunne føre os sammen igen. Kombinationen af en best-seller fortælling og min mediekyndighed i en filmproduktion, der skulle forsøge at genskabe balancen i familiens chi. Denne gang ville vi måske lykkeligt gå den metaforiske solnedgang i møde sammen.

Men nogle sår kan ikke hele. Narkomani var for stor en modstander. Min far faldt i igen og lod sig igen trække ned i et sorte hul mod psykosen. Han røg ind og ud af lukkede afdelinger i årevis, og det mentale pres, det lagde på familien, skubbede os alle sammen til bristepunktet. Desværre var vores bånd aldrig stærkt nok. Heroinen forgiftede enhver chance for et sundt og længerevarende forhold. Jeg var nødt til at træffe det sværeste og eneste valg. Jeg mistede min far for tredje gang. Jeg droppede kontakten.

For nyligt skrev jeg min egen bog, Milk-Blood, om at vokse op som søn af en dømt narkoforbryder. Jeg følte, at jeg var nødt til at skrive bogen. For at besejre mine indre dæmoner, finde frem til sandheden og vigtigst af alt se virkeligheden i øjnene. Så jeg lod mine følelser og oplevelser bløde udover papiret.

En ting jeg har lært gennem alt dette er den sørgelige kendsgerning, at medierne og samfundet har en meget snæver forestilling om narkotika. Fokus ligger altid på junkier, pushere, karteller og 'the war on drugs'. Hvad med mødre, fædre, søskende, og de andre nærmeste, der konstant skal forsøge at redde stumperne? De lever også med umålelige lidelser, hele livet igennem. Der er mange uhørte stemmer på den anden side.

Hele mit liv har jeg gået og forventet at blive en junkie-taber i rendestenen eller en hårdkogt kriminel som farmand. Skammen, min fars ugerninger havde bragt over mig, var drivkraften for alt, hvad jeg gjorde. Men fuck det, jeg vil ikke lade min tilværelse blive dikteret af min genetiske arv.

Heroin er bundråddent og ondskabsfuldt i sig selv. Utæmmeligt og ukueligt af natur og fuldstændig nådesløst. Jeg har hørt mange analogier gennem tiden, men den her har bidt sig fast: Min far, pusheren, lader pistolen og sigter på brugeren eller misbrugeren, men affyrer ikke skuddet. Det gør de selv. Men hvad hvis min far havde skyllet stofferne ud i toilettet? Hvem ved? Jeg er for længst stoppet med at dagdrømme.

Adrian Simon har skrevet. Milk-Blood. Læs mere om hans historie her.

Læs mere om heroin fra VICE her:

Jeg bliver ved med at forelske mig i heroinmisbrugere

En sky i rendestenen

Ting jeg har fået af min narkoman-far